Hellerup Kunsthandel 2008
Når man har med Hanne Hermann at gøre, kan man ikke lade være med smilende at tænke på verset om den lille kat på vejen, som sgu er sin egen. For ingen bånd binder Hanne Hermann. Hun lever i nuet, hvilket blandt andet viste sig, den dag vi havde en fotoaftale med hende - hun mødte aldrig op, og da vi endelig fangede hende på mobilen, sad hun i Tyrkiets sol.
Stærk og egenrådig, men så alligevel sårbar. Faktisk måtte hun springe fra en lovende karriere som konservatorieuddannet pianist, fordi hun led af sceneskræk. Måske var det også sceneskrækken, der fik hende til at vælge Tyrkiet frem for fotostudiet, måske var det bare solen ... Og måske er det netop kontrasten mellem det fandenivoldske og det sky, som giver hendes billeder den eksplosive energi, der kendetegner dem, hvem ved ...
Hanne Hermann, 1960 maler stort set kun i akryl, ofte i det store format. Kendetegnende for hendes ekspressionistiskeog abstrakte billeder er, at de er meget farverige. Den hidsige penselføring og den skånselsløst ærlige tilgang til maleriet finder man hos de store pionerer med Jackson Pollock i spidsen. Men Hanne Hermanns billeder er helt hendes egne. De syder af energi, vilje og tvivl og når dermed aldrig blot at blive dekorative sofastyukker.
Om hendes billeder er blandt andet skrevet: "Alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre. En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bærer præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelthen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst." Tom Jørgensen, Kunstavisen.
Hanne Hermann giver ikke sine billeder titler. Dette begrunder hun med, at melerierne gerne skulle tale for sig selv.
Når man har med Hanne Hermann at gøre, kan man ikke lade være med smilende at tænke på verset om den lille kat på vejen, som sgu er sin egen. For ingen bånd binder Hanne Hermann. Hun lever i nuet, hvilket blandt andet viste sig, den dag vi havde en fotoaftale med hende - hun mødte aldrig op, og da vi endelig fangede hende på mobilen, sad hun i Tyrkiets sol.
Stærk og egenrådig, men så alligevel sårbar. Faktisk måtte hun springe fra en lovende karriere som konservatorieuddannet pianist, fordi hun led af sceneskræk. Måske var det også sceneskrækken, der fik hende til at vælge Tyrkiet frem for fotostudiet, måske var det bare solen ... Og måske er det netop kontrasten mellem det fandenivoldske og det sky, som giver hendes billeder den eksplosive energi, der kendetegner dem, hvem ved ...
Hanne Hermann, 1960 maler stort set kun i akryl, ofte i det store format. Kendetegnende for hendes ekspressionistiskeog abstrakte billeder er, at de er meget farverige. Den hidsige penselføring og den skånselsløst ærlige tilgang til maleriet finder man hos de store pionerer med Jackson Pollock i spidsen. Men Hanne Hermanns billeder er helt hendes egne. De syder af energi, vilje og tvivl og når dermed aldrig blot at blive dekorative sofastyukker.
Om hendes billeder er blandt andet skrevet: "Alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre. En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bærer præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelthen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst." Tom Jørgensen, Kunstavisen.
Hanne Hermann giver ikke sine billeder titler. Dette begrunder hun med, at melerierne gerne skulle tale for sig selv.
Anmeldelse fra Kunstavisen nr. 3 - 2005.
Hanne Hermann på Galleri Cobra
Der er knald på gadekuløren da jeg drejer ned ad Rørholmsgade ved søerne i København. Det der specielt sætter kulør på denne dag er Hanne Hermann der bærer kæmpelærreder ud i en stor flyttevogn som skal fragte dem ud til en galleriudstilling. Tak for kaffe!!
Her er virkelig tale om en malerinde der laver stor kunst med fuld knald på. Og der er ikke tale om at billederne taber kraft ved at præsentere sig blandt gadens andre kulisser og sætstykker. De bliver i deres bevægelse fra kælderlokalet, over fortovet og op i bilen til gadebilledets absolutte hovedaktør, i en fortælling der er i sine korte opråb indtil billedet er på plads op ad de andre, er så spændende at man kan 'mærke det i maven'. På en gang både spændende og rørende, fordi voldsomme udtryk ofte er resultat af stor følsomhed.
Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på at hvis mennesket Hanne Hermann er lige så kraft- og temperamentsfuld indeni, som hendes billeder, skal hun omgås med stor forsigtighed, faktisk efter samme regelsæt der gælder for omgang med f. eks. Krysantemumbomber. I respektfuld afstand fra åben ild og når hun ikke bruges, opbevares i en brandsikker stål container! Og alligevel ryger hun! Tænk at hun tør!
Nå – 'eksplosion' kan her afgiftsfrit udskiftes med ordet 'expression' og så er vi ved at være dér hvor det drejer sig om at virke, for Hanne. Og det virker helt sikkert – og netop 'sikkert' fordi hendes udtryk udfolder sig så bevidst; Den tilfældighed man umiddelbart kunne mistænke for at være barnets moder, regerer ikke her. Her kæmpes indædt og slagkraftigt med stoffet og barnet opdrages intensivt indtil 'moderen' er helt tilfreds med resultatet. Her er der ingen tilfældigheder der for lov at regere over udtrykket. Berøringsangst er heller ikke noget der præger Hanne Hermanns omgang med kunstens sarte væsen. Hun går til stålet med fynd og klem og hendes palet er ikke påfaldende diskret, men til gengæld skifter den stilsikkert toneleje over billedserierne, som aldrig mister deres holdning til kulde eller varme.
Faktisk er hun også en vidunderlig figurativ expressionist, men det er ikke den side hun viser på Helleruplund fra d. 9. – 23. April. Men pas på! For jeg er helt sikker på at --- 'der er noget farligt indeni'!!
Tue Lütken.
Hanne Hermann på Galleri Cobra
Der er knald på gadekuløren da jeg drejer ned ad Rørholmsgade ved søerne i København. Det der specielt sætter kulør på denne dag er Hanne Hermann der bærer kæmpelærreder ud i en stor flyttevogn som skal fragte dem ud til en galleriudstilling. Tak for kaffe!!
Her er virkelig tale om en malerinde der laver stor kunst med fuld knald på. Og der er ikke tale om at billederne taber kraft ved at præsentere sig blandt gadens andre kulisser og sætstykker. De bliver i deres bevægelse fra kælderlokalet, over fortovet og op i bilen til gadebilledets absolutte hovedaktør, i en fortælling der er i sine korte opråb indtil billedet er på plads op ad de andre, er så spændende at man kan 'mærke det i maven'. På en gang både spændende og rørende, fordi voldsomme udtryk ofte er resultat af stor følsomhed.
Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på at hvis mennesket Hanne Hermann er lige så kraft- og temperamentsfuld indeni, som hendes billeder, skal hun omgås med stor forsigtighed, faktisk efter samme regelsæt der gælder for omgang med f. eks. Krysantemumbomber. I respektfuld afstand fra åben ild og når hun ikke bruges, opbevares i en brandsikker stål container! Og alligevel ryger hun! Tænk at hun tør!
Nå – 'eksplosion' kan her afgiftsfrit udskiftes med ordet 'expression' og så er vi ved at være dér hvor det drejer sig om at virke, for Hanne. Og det virker helt sikkert – og netop 'sikkert' fordi hendes udtryk udfolder sig så bevidst; Den tilfældighed man umiddelbart kunne mistænke for at være barnets moder, regerer ikke her. Her kæmpes indædt og slagkraftigt med stoffet og barnet opdrages intensivt indtil 'moderen' er helt tilfreds med resultatet. Her er der ingen tilfældigheder der for lov at regere over udtrykket. Berøringsangst er heller ikke noget der præger Hanne Hermanns omgang med kunstens sarte væsen. Hun går til stålet med fynd og klem og hendes palet er ikke påfaldende diskret, men til gengæld skifter den stilsikkert toneleje over billedserierne, som aldrig mister deres holdning til kulde eller varme.
Faktisk er hun også en vidunderlig figurativ expressionist, men det er ikke den side hun viser på Helleruplund fra d. 9. – 23. April. Men pas på! For jeg er helt sikker på at --- 'der er noget farligt indeni'!!
Tue Lütken.
Spændende kunstner udstiller i Helsinge
Kunstneren Hanne Hermann har som Asgar Jorn og Per Kirkeby forstået at bruge maleriet til at udtrykke sindes verden – den uforklarlige billedgørelse af den del af menneskets tilværelse, der ikke kan beskrives i ord eller fotografier, men hvor øret fanger lyde og øjet fanger former og farver. I Helsinge Kunstforening viser Hanne Hermann en del af sin verden, der spænder fra de levende intense bevægelser til stive bindende, fastfrosne strukturer.
Hanne Hermann er undervejs i sin beretning, men tegner allerede nu til at blive en af Danmarks talentfulde fortolkere af sindets ubevidste flerdimensionelle verden.
Kunstneren Hanne Hermann har som Asgar Jorn og Per Kirkeby forstået at bruge maleriet til at udtrykke sindes verden – den uforklarlige billedgørelse af den del af menneskets tilværelse, der ikke kan beskrives i ord eller fotografier, men hvor øret fanger lyde og øjet fanger former og farver. I Helsinge Kunstforening viser Hanne Hermann en del af sin verden, der spænder fra de levende intense bevægelser til stive bindende, fastfrosne strukturer.
Hanne Hermann er undervejs i sin beretning, men tegner allerede nu til at blive en af Danmarks talentfulde fortolkere af sindets ubevidste flerdimensionelle verden.
Det ærlige maleri
Anmeldelse af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen. Juni 2003.
Alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre.
En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bærer præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelt hen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst. Vi kan følge hendes kvaler, når skidtet ikke ter sig, som hun vil, og den enorme glæde, når det lykkes og kompositionen sidder lige i øjet. I disse tilfælde går alt op i en højere enhed - og der er en perfekt balance mellem de kolde og varme farver, mellem snurrende energi og velgørende pauser, mellem stregtegning og farvemasse og mellem afklaring og formmæssig trods.
Nikker man genkendende til de abstrakte ekspressionistiske lærreder, og synes man, de ligner værker skabt af andre og mere berømte kunstnere har man både ret og tager fejl. For selvfølgelig er den hidsige penselføring og den skånselsløst ærlige tilgang til maleriet noget, man finder hos de store pionerer med Jackson Pollock i spidsen. Der er imidlertid ikke tale om et plagiat, en så ekstrem kunst kan ikke plagieres, men om et fæles afsatspunkt, en måde at angribe maleriet på som er universel og tidløs.
Hanne Hermanns billeder er helt hendes egne. De syder af energi, vilje og tvivl og når dermed aldrig at blive de dekorative sofastykker, andre kunstnere har specialiseret sig i. Ikke et ondt ord om sofaer, Hermanns malerier vil live enhver stue op, men de er for personlige og for voldsomme til nogensinde at blive "pæne" malerier. Der vil altid være et element af trods, en indædt vilje til hele tiden at skabe noget nyt over Hanne Hermanns tilgang til kunsten. En ærlighed, som forhåbentlig skaber hende et stort publikum.
Anmeldelse af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen. Juni 2003.
Alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre.
En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bærer præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelt hen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst. Vi kan følge hendes kvaler, når skidtet ikke ter sig, som hun vil, og den enorme glæde, når det lykkes og kompositionen sidder lige i øjet. I disse tilfælde går alt op i en højere enhed - og der er en perfekt balance mellem de kolde og varme farver, mellem snurrende energi og velgørende pauser, mellem stregtegning og farvemasse og mellem afklaring og formmæssig trods.
Nikker man genkendende til de abstrakte ekspressionistiske lærreder, og synes man, de ligner værker skabt af andre og mere berømte kunstnere har man både ret og tager fejl. For selvfølgelig er den hidsige penselføring og den skånselsløst ærlige tilgang til maleriet noget, man finder hos de store pionerer med Jackson Pollock i spidsen. Der er imidlertid ikke tale om et plagiat, en så ekstrem kunst kan ikke plagieres, men om et fæles afsatspunkt, en måde at angribe maleriet på som er universel og tidløs.
Hanne Hermanns billeder er helt hendes egne. De syder af energi, vilje og tvivl og når dermed aldrig at blive de dekorative sofastykker, andre kunstnere har specialiseret sig i. Ikke et ondt ord om sofaer, Hermanns malerier vil live enhver stue op, men de er for personlige og for voldsomme til nogensinde at blive "pæne" malerier. Der vil altid være et element af trods, en indædt vilje til hele tiden at skabe noget nyt over Hanne Hermanns tilgang til kunsten. En ærlighed, som forhåbentlig skaber hende et stort publikum.
Cobrarummet v/Sofienholm
Malerier med musik
22.10. – 2.11Hanne Hermann udstiller fra i morgen sine farvestrålende malerier i Cobrarummet. Til ferniseringen bliver de akkompagneret af jazzmusik.
KGS.LYNGBY: Den 23 oktober er der fernisering på kunstneren Hanne Hermanns udstilling i Cobrarummet ved Sofienholm. Det sker fra 17-19, hvor der i dagens anledning også vil være jazzmusik.
Om Hanne Hermanns billeder er blandt andet skrevet :” alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre. En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bære præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelthen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst. ”(Tom Jørgensen, kunstavisen).
Udstillingen i Cobrahuset kan opleves fra den 22. oktober til den 2. november. Der er åbent på Nybrovej 401 tirsdag - søndag fra klokken 11 -17 og torsdag fra 11 - 20.
Malerier med musik
22.10. – 2.11Hanne Hermann udstiller fra i morgen sine farvestrålende malerier i Cobrarummet. Til ferniseringen bliver de akkompagneret af jazzmusik.
KGS.LYNGBY: Den 23 oktober er der fernisering på kunstneren Hanne Hermanns udstilling i Cobrarummet ved Sofienholm. Det sker fra 17-19, hvor der i dagens anledning også vil være jazzmusik.
Om Hanne Hermanns billeder er blandt andet skrevet :” alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre. En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bære præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelthen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst. ”(Tom Jørgensen, kunstavisen).
Udstillingen i Cobrahuset kan opleves fra den 22. oktober til den 2. november. Der er åbent på Nybrovej 401 tirsdag - søndag fra klokken 11 -17 og torsdag fra 11 - 20.
Stemningsrapport fra artville 2006
Et mere livligt forum end en kølig messehal! Citat slut. Ja alt andet, end en 'kølig' messehal!! Der var 30 grader i skyggen, og kunstnerne og deres gæster, svedte tran i tons. Men stemningen var høj, gæsterne var mange, alle 3 dage, og der var, for flere kunstnere, tale om et stort salg – de tropiske vilkår til trods.
ARTVILLE er ucensureret, og resultatet udebliver ikke; Her kan du finde ting der er så grimme at ingen tror det muligt, og forbløffes over at det sælger i en lind strøm. Jeg nævner ingen navne – men jeg har stor lyst til det; for det burde være forbudt!
Og du kan finde kunst i en klasse som ligger helt i top, til priser som minder én om den berømte turban med appelsinen. Her er i bogstaveligste forstand både lort og lagkage, og i området imellem de 2 poler, er der faktisk rigtig meget der aspirerer til 'lagkagen'.
Som fortalende medlem af det kritikerpanel, bestående af kritikere fra Kunstavisen, som skulle finde den nye 'Picasso' på årets messe, kan jeg – sammen med Mogens Holm og Kathrine Lehmann – skriver under på at der var meget at vælge imellem, og en vis uenighed var der da også til stede, da vi takket være DSB's upålidelighed og sendrægtighed, mødtes søndag med 2 timers forsinkelse (!!!) for at drøfte vores kandidater til ”Den nye PICASSO”, som skulle vinde de 10.000 kr., æren og fremtiden!
Resultatet, som vi er berettiget stolte af, ser sådan ud:
T. Lütken
Et mere livligt forum end en kølig messehal! Citat slut. Ja alt andet, end en 'kølig' messehal!! Der var 30 grader i skyggen, og kunstnerne og deres gæster, svedte tran i tons. Men stemningen var høj, gæsterne var mange, alle 3 dage, og der var, for flere kunstnere, tale om et stort salg – de tropiske vilkår til trods.
ARTVILLE er ucensureret, og resultatet udebliver ikke; Her kan du finde ting der er så grimme at ingen tror det muligt, og forbløffes over at det sælger i en lind strøm. Jeg nævner ingen navne – men jeg har stor lyst til det; for det burde være forbudt!
Og du kan finde kunst i en klasse som ligger helt i top, til priser som minder én om den berømte turban med appelsinen. Her er i bogstaveligste forstand både lort og lagkage, og i området imellem de 2 poler, er der faktisk rigtig meget der aspirerer til 'lagkagen'.
Som fortalende medlem af det kritikerpanel, bestående af kritikere fra Kunstavisen, som skulle finde den nye 'Picasso' på årets messe, kan jeg – sammen med Mogens Holm og Kathrine Lehmann – skriver under på at der var meget at vælge imellem, og en vis uenighed var der da også til stede, da vi takket være DSB's upålidelighed og sendrægtighed, mødtes søndag med 2 timers forsinkelse (!!!) for at drøfte vores kandidater til ”Den nye PICASSO”, som skulle vinde de 10.000 kr., æren og fremtiden!
Resultatet, som vi er berettiget stolte af, ser sådan ud:
- Hanne Hermann. Fordi hun er vidunderlig, voldsom, ærlig og ren i udtrykket.
- Jens Poulsen. Med hans store dejlige fiskebilleder. Fordi han er usandsynlig præcis, nærmest filmisk visionær, og fordybet i sin undersøiske verden, med et stort læs humor. Havde Picasso ikke også det?
- Troest. Denne 'røde bøje', der er at finde ved bagbords indsejling, til det meste af hvad der lever og ånder, for kunst med nosser. Han kører fuldstændigt stil- og sten-sikkert på med sine ansigter.
- Anne Laurine Hansen. Den ene halve Picasso! Hun er en maler. Der skånselsløst, over for sig selv og sit publikum, forfølger sit emne og budskab, og dybt koncentreret fordyber sig, uden trang til at sprede sit fornemme håndværk over et bredt spektrum, og flere –ismer i maleriet for at overbevise alverden om sit talent. Jeg vil mene at hun er ved at skabe sin egen isme; Annaismen! Hun er, som mesteren selv; absolut kontroversiel, og en –ny -_- Picasson. Tillykke!
- Klaus Gjørup. Den anden halve Picasso, som deler de 10.000 kr. med Anne. Han slår til, med den letteste, og mest præcise pensel, i en stærk koloristisk pallet, med få præcise markeringer at sit portræt, oftest på store lærreder.
T. Lütken
Hanne Hermann udstiller i Forum
I dagene 11. – 14. september afholder Dansk Galleri Sammen slutning sin 11. kunstmesse, ”Art Copenhagen 2003”, i Forum, Julius Thomsens Plads 1 på Frederiksberg. Bland udstillerne er den kendte kunstner Hanne Hermann fra Brønshøj, der debuterer i nævnte sammenhæng. Hanne Hermann er inviteret til at udstille af galleriejer Henrik Kampmann, der er formand for sammenslutningen bag udstillingen.
Koloristisk ekspressionist
Hanne Hermann, 43 år, maler stort set kun i akryl, ofte i det store format. Kendetegnende for hendes ekspressionistiske og abstrakte billeder er det kolossalt koloristiske præg. Som kunstner og menneske er hun yderst umiddelbar. Blandt mange positive anmeldelser er hun da også særligt glad for den Tom Jørgensen bragte i Kunstavisen under titlen ”Det ærlige maleri”. Og det er betegnende for hendes indgang til hendes kunst, at hun mere end en ros af hendes billeder betragter anmeldelsen som en arbejdsanvisning. Hanne Hermann giver ikke sine billeder titler. Dette begrunder hun med, at hun ikke ønsker at vælte sit følelsesliv ud i titlerne – malerierne skulle gerne tale for sig selv. Mange blandt publikum finder ofte ansigter, hunde og andre motiver i hendes kunst, og det er der kommet meget skæg ud af. Hanne Hermann er en stærkt selvkritisk kunstner. Således forærede hun for nogen tid siden sin kæreste, der har egen lejlighed, et af sine malerier. Når hun besøgte ham, kom hun gerne til at sidde på netop den plads, hvorfra hun bedst kunne se sit billede. Og det gik hende på – for hun kunne ikke lade være med at betragte det – med tanke på at dette og hint kunne gøres bedre. Da problemet havde vokset sig tilstrækkeligt stort, sikrede hun sig siden en anden plads, når hun besøgte kærtesten.
Brønshøjer…
Eller rettere husumer har Hanne Hermann været i godt femten år. Først boede hun i en årrække i Møllebakken 12 nær Husum S-station. Så tog hun et års tid en afstikker til Vedersø i Vestjylland, minsandten også med adressen Møllebakken 12 . Det gav visse problemer for Brønshøj postkontor, hvor man troede at der var noget galt med den foretagende adresseændring – det morede Hanne Hermann gevaldigt. Der har været så stærkt efterspørgsel på Hanne Hermanns kunst fra det ganske land, at hun dårligt har haft stunder til at udstille i Brønshøj. Det skete dog i Café Nektar (nu: Café Dali) december 2002 – januar 2003. Hanne Hermann råder nu bod på ”miseren” ved at oprette ”Galleri Lejlighedsvis Privacy” i sit hjem i Åfløjen. Dertil kan det siges, at hun er i færd med at indrette atelier på Holmen, Refshaleøen.
Aktiv og Aktuel.
Hanne Hermann er særdeles produktiv, og hendes kunst kan nydes på en række udstillinger i indeværende efterår: Galleri Ravn, Valby, 19/9 – 19/10, Cobrarummet ved Sophienholm, 22/10 – 2/11, og Galleri Smykker og Kunst, Køge, fra 8/11. Men højaktuel er kunstneren fra Åfløjen på udstillingen i Forum den 11. – 14. september (torsdag kl. 16 – 22. fredag kl. 14 – 21, samt lørdag og søndag kl. 10 – 18), hvor hun er repræsenteret med cirka ti billeder i debutantgangen under Galleri Henrik Kampmann.
Kaare Vissing.
I dagene 11. – 14. september afholder Dansk Galleri Sammen slutning sin 11. kunstmesse, ”Art Copenhagen 2003”, i Forum, Julius Thomsens Plads 1 på Frederiksberg. Bland udstillerne er den kendte kunstner Hanne Hermann fra Brønshøj, der debuterer i nævnte sammenhæng. Hanne Hermann er inviteret til at udstille af galleriejer Henrik Kampmann, der er formand for sammenslutningen bag udstillingen.
Koloristisk ekspressionist
Hanne Hermann, 43 år, maler stort set kun i akryl, ofte i det store format. Kendetegnende for hendes ekspressionistiske og abstrakte billeder er det kolossalt koloristiske præg. Som kunstner og menneske er hun yderst umiddelbar. Blandt mange positive anmeldelser er hun da også særligt glad for den Tom Jørgensen bragte i Kunstavisen under titlen ”Det ærlige maleri”. Og det er betegnende for hendes indgang til hendes kunst, at hun mere end en ros af hendes billeder betragter anmeldelsen som en arbejdsanvisning. Hanne Hermann giver ikke sine billeder titler. Dette begrunder hun med, at hun ikke ønsker at vælte sit følelsesliv ud i titlerne – malerierne skulle gerne tale for sig selv. Mange blandt publikum finder ofte ansigter, hunde og andre motiver i hendes kunst, og det er der kommet meget skæg ud af. Hanne Hermann er en stærkt selvkritisk kunstner. Således forærede hun for nogen tid siden sin kæreste, der har egen lejlighed, et af sine malerier. Når hun besøgte ham, kom hun gerne til at sidde på netop den plads, hvorfra hun bedst kunne se sit billede. Og det gik hende på – for hun kunne ikke lade være med at betragte det – med tanke på at dette og hint kunne gøres bedre. Da problemet havde vokset sig tilstrækkeligt stort, sikrede hun sig siden en anden plads, når hun besøgte kærtesten.
Brønshøjer…
Eller rettere husumer har Hanne Hermann været i godt femten år. Først boede hun i en årrække i Møllebakken 12 nær Husum S-station. Så tog hun et års tid en afstikker til Vedersø i Vestjylland, minsandten også med adressen Møllebakken 12 . Det gav visse problemer for Brønshøj postkontor, hvor man troede at der var noget galt med den foretagende adresseændring – det morede Hanne Hermann gevaldigt. Der har været så stærkt efterspørgsel på Hanne Hermanns kunst fra det ganske land, at hun dårligt har haft stunder til at udstille i Brønshøj. Det skete dog i Café Nektar (nu: Café Dali) december 2002 – januar 2003. Hanne Hermann råder nu bod på ”miseren” ved at oprette ”Galleri Lejlighedsvis Privacy” i sit hjem i Åfløjen. Dertil kan det siges, at hun er i færd med at indrette atelier på Holmen, Refshaleøen.
Aktiv og Aktuel.
Hanne Hermann er særdeles produktiv, og hendes kunst kan nydes på en række udstillinger i indeværende efterår: Galleri Ravn, Valby, 19/9 – 19/10, Cobrarummet ved Sophienholm, 22/10 – 2/11, og Galleri Smykker og Kunst, Køge, fra 8/11. Men højaktuel er kunstneren fra Åfløjen på udstillingen i Forum den 11. – 14. september (torsdag kl. 16 – 22. fredag kl. 14 – 21, samt lørdag og søndag kl. 10 – 18), hvor hun er repræsenteret med cirka ti billeder i debutantgangen under Galleri Henrik Kampmann.
Kaare Vissing.
Vandretur på regnbuen
Farverig og direkte udstilling i Jyske Bank
Horsens Folkeblad Onsdag d. 9. Marts 2005
Tekst: Christina Koll
Horsens – Flot, spændende, inspirerende. De positive hilsner til maler Hanne Hermann fylder godt i den tykke gæstebog.
Den ligger i et beskedent hjørne inde i et stort mødelokale i Jyske Bank på Søndergade 42, Horsens. Det er her, maleren fra Brønshøj i øjeblikket betager og forundrer horsensianerne, når de kigger op på førstesalen i lokalet, hvor Horsens Kunstforening holder til. Hanne Hermanns farvespækkede malerier er ved første øjekast noget ensartede og sender tankerne i retning af fingermaling og børnehave-farver. Men efter et kvarters tis springer nuancerne ud af malerierne. Det er næsten som om, at de klare og abstrakte motiver får eget liv, danser ud af rammerne og får dig til at smile. Lykkelig over den dramatik og det direkte udtryk, der møder dig på en helt tilfældig formiddag i Horsens.
Dramatisk møde
Livet summer, når Hanne Hermann parrer kraftigt okkergul med spruttende rød, himmelblåt drømmeri og iskold hvid akrylfarve. Det første af udstillingens energiske malerier møder allerede sine beskuere få trin oppe ad den kedelige grå trappe til førstesalen. Det er mærket som nr. et og består først og fremmest af lange grædende striber af maling. Det påvirker, det fænger, det rejser spørgsmål. Hvad tænkte kunstneren da hun lod penslen stryge henover lærredet? Hvad skal det forestille? Men Hanne Hermann giver ingen nemme svar i sine 28 billeder, der tilsammen udgør udstillingen i Horsens. Det er abstrakte akrylmalerier på lærred, der sprudler af energi.
Mindre gråt
I enkelte tilfælde Hanne Hermann lagt de vilde regnbue-farver på hylden og taget til takke med brunt, dyb sort og dæmpet gul. Men det hører til sjældenhederne. Hun leger med farverne og får gang arealet, det lille og det store mødelokale til at virke trange. Med Hanne Hermanns malerier bliver det grå mindre gråt, det kedsommelige mindre kedeligt, og hverdagen lidt mere energisk. Udstillingen kan ses frem til den 17. marts fra mandag – fredag mellem kl. 9.30 og 16 og torsdage mellem kl. 9.30 og 18. Der er også mulighed for at se kunstnerens malerier i hendes eget galleri ”Galleri Lejligheds Privacy”. Den erfarne kunstner har udsmykket bl.a. Ringkøbing Handelsskole og TDC Kursuscenter i Vedbæk, og hun har udstillet i både Danmark og i USA.
Farverig og direkte udstilling i Jyske Bank
Horsens Folkeblad Onsdag d. 9. Marts 2005
Tekst: Christina Koll
Horsens – Flot, spændende, inspirerende. De positive hilsner til maler Hanne Hermann fylder godt i den tykke gæstebog.
Den ligger i et beskedent hjørne inde i et stort mødelokale i Jyske Bank på Søndergade 42, Horsens. Det er her, maleren fra Brønshøj i øjeblikket betager og forundrer horsensianerne, når de kigger op på førstesalen i lokalet, hvor Horsens Kunstforening holder til. Hanne Hermanns farvespækkede malerier er ved første øjekast noget ensartede og sender tankerne i retning af fingermaling og børnehave-farver. Men efter et kvarters tis springer nuancerne ud af malerierne. Det er næsten som om, at de klare og abstrakte motiver får eget liv, danser ud af rammerne og får dig til at smile. Lykkelig over den dramatik og det direkte udtryk, der møder dig på en helt tilfældig formiddag i Horsens.
Dramatisk møde
Livet summer, når Hanne Hermann parrer kraftigt okkergul med spruttende rød, himmelblåt drømmeri og iskold hvid akrylfarve. Det første af udstillingens energiske malerier møder allerede sine beskuere få trin oppe ad den kedelige grå trappe til førstesalen. Det er mærket som nr. et og består først og fremmest af lange grædende striber af maling. Det påvirker, det fænger, det rejser spørgsmål. Hvad tænkte kunstneren da hun lod penslen stryge henover lærredet? Hvad skal det forestille? Men Hanne Hermann giver ingen nemme svar i sine 28 billeder, der tilsammen udgør udstillingen i Horsens. Det er abstrakte akrylmalerier på lærred, der sprudler af energi.
Mindre gråt
I enkelte tilfælde Hanne Hermann lagt de vilde regnbue-farver på hylden og taget til takke med brunt, dyb sort og dæmpet gul. Men det hører til sjældenhederne. Hun leger med farverne og får gang arealet, det lille og det store mødelokale til at virke trange. Med Hanne Hermanns malerier bliver det grå mindre gråt, det kedsommelige mindre kedeligt, og hverdagen lidt mere energisk. Udstillingen kan ses frem til den 17. marts fra mandag – fredag mellem kl. 9.30 og 16 og torsdage mellem kl. 9.30 og 18. Der er også mulighed for at se kunstnerens malerier i hendes eget galleri ”Galleri Lejligheds Privacy”. Den erfarne kunstner har udsmykket bl.a. Ringkøbing Handelsskole og TDC Kursuscenter i Vedbæk, og hun har udstillet i både Danmark og i USA.
Hun maler helst i menneskestørrelse
Køge: - Det er mig komplet umuligt at sætte en lige streg. Kvinden, der siger sætningen, hedder Hanne Hermann. Hun sidder på en plasticstol på 2. sal i Køge Galleriet. I den ene hånd har hun en cigaret, i den anden et krus kaffe. Hun sidder og kigger rundt på en hel række abstrakte, farverige malerier, som hænger på væggene. Nogle af dem står på gulvet; de er ikke blevet hængt op endnu, men det skal nok være klaret, når der i dag er fernisering på udstillingen. Som regel maler Hanne Hermann på store lærreder. – I menneskestørrelse som hun siger. Alligevel er der en hel del malerier, som ikke er meget større end 40 gange 50 centimeter. Dem har hun været tvunget til at lave, fordi hun ikke har haft råd til at have et rigtigt værksted. I stedet har hun siddet hjemme i sit soveværelse med sine hvide lærreder, akrylmaling og pensler. Et lokale, hvor man slet ikke ville kunne få plads til lærreder af denne kunstners foretrukne størrelse.
Som en flodhest
- Fordi det er fedt. Så kan jeg rigtigt komme til. Så kan jeg være der, siger hun med eftertryk. – Når jeg maler på et lille lærred, så bliver jeg nødt til at sidde ned. Når jeg maler på de store, så springer jeg jo rundt som en løve, fortæller hun. – Nej. Måske er det mere på sin plads at skrive ”som en flodhest”, griner hun højlydt. – Har du ikke set mine støvler?, spørger hun og strækker den ene fod frem som forklaring: Hun er iført nogle store støvler, der godt kunne se ud til at være en smule klodsede. Hanne Hermann smækker den ene støvlede fod i gulvet og griner videre.
En gåde?
- Jeg gider sgu ikke være så præcis. Tingene skal sidde hvor de skal, men det er ikke lige der, hvor jeg har bestemt det, siger hun. Og så er det hun kommer med kommentaren om den lige streg: - Det er mig komplet umuligt at sætte en lige streg, konstaterer hun.
Når man kigger rundt på de forskellige malerier i lokalet, så ser det faktisk ud til, at hun har ret i sin påstand. Der er ikke mange streger der er lige i mere end et par centimeter ad gangen.
Hanne Hermann kalder det at male for en form for ”opgaveløsning”. Men hun kender ikke selv løsningen. – Måske er det mere en gåde? Filosoferer hun. Hun kommer lidt nærmere ind på, hvad hun mener da hun fortæller, at hun af og til ”klasker lidt rødt maling ind”. Hun er nemlig ikke specielt god til at male med rødt. – Det gør jeg for at løfte billedet.
Køge: - Det er mig komplet umuligt at sætte en lige streg. Kvinden, der siger sætningen, hedder Hanne Hermann. Hun sidder på en plasticstol på 2. sal i Køge Galleriet. I den ene hånd har hun en cigaret, i den anden et krus kaffe. Hun sidder og kigger rundt på en hel række abstrakte, farverige malerier, som hænger på væggene. Nogle af dem står på gulvet; de er ikke blevet hængt op endnu, men det skal nok være klaret, når der i dag er fernisering på udstillingen. Som regel maler Hanne Hermann på store lærreder. – I menneskestørrelse som hun siger. Alligevel er der en hel del malerier, som ikke er meget større end 40 gange 50 centimeter. Dem har hun været tvunget til at lave, fordi hun ikke har haft råd til at have et rigtigt værksted. I stedet har hun siddet hjemme i sit soveværelse med sine hvide lærreder, akrylmaling og pensler. Et lokale, hvor man slet ikke ville kunne få plads til lærreder af denne kunstners foretrukne størrelse.
Som en flodhest
- Fordi det er fedt. Så kan jeg rigtigt komme til. Så kan jeg være der, siger hun med eftertryk. – Når jeg maler på et lille lærred, så bliver jeg nødt til at sidde ned. Når jeg maler på de store, så springer jeg jo rundt som en løve, fortæller hun. – Nej. Måske er det mere på sin plads at skrive ”som en flodhest”, griner hun højlydt. – Har du ikke set mine støvler?, spørger hun og strækker den ene fod frem som forklaring: Hun er iført nogle store støvler, der godt kunne se ud til at være en smule klodsede. Hanne Hermann smækker den ene støvlede fod i gulvet og griner videre.
En gåde?
- Jeg gider sgu ikke være så præcis. Tingene skal sidde hvor de skal, men det er ikke lige der, hvor jeg har bestemt det, siger hun. Og så er det hun kommer med kommentaren om den lige streg: - Det er mig komplet umuligt at sætte en lige streg, konstaterer hun.
Når man kigger rundt på de forskellige malerier i lokalet, så ser det faktisk ud til, at hun har ret i sin påstand. Der er ikke mange streger der er lige i mere end et par centimeter ad gangen.
Hanne Hermann kalder det at male for en form for ”opgaveløsning”. Men hun kender ikke selv løsningen. – Måske er det mere en gåde? Filosoferer hun. Hun kommer lidt nærmere ind på, hvad hun mener da hun fortæller, at hun af og til ”klasker lidt rødt maling ind”. Hun er nemlig ikke specielt god til at male med rødt. – Det gør jeg for at løfte billedet.